Microsoft lancerer Windows Phone 7 Series [u]
Hvis et produkt begynder at få et dårligt ry, så løser man det bedst ved at ændre produktets navn… Om det er derfor Microsoft har valgt, at kalde den næste version af deres styresystem til mobile enheder for Windows CE Handheld PC, ups, Pocket PC, ups, Windows Mobile, ups, Windows Phone 7 Series, skal vi nok afholde os fra at gætte på. Een ting er sikkert. Windows Mobile har tabt markedsandele, og det skal der gøres noget ved.
I dag har Steve Ballmer så præsenteret Windows Phone 7 Series for pressen. Der blev dog ikke fremvist færdige telefoner, og vi skal vente til slutningen af året før de første enheder kommer på markedet.
I første omgang nævnes Dell, Garmin-Asus, LG, Samsung, Sony Ericsson og HP som partnere.
Styresystemet er nyprogrammeret fra bunden, og har stort set ingen lighedspunkter med de tidligere versioner. Brugerinterfacet bliver meget Zune-agtigt, og det bliver ikke muligt for telefonproducenterne at modificere det ret meget.
Microsoft vil bruge Zune navnet til musik og film, og Xbox Live til spil-indhold.
Home-skærmen er delt i to, med Live Tiles til venstre og en applikationsliste til højre. Man skifter mellem de to sider ved at “swipe”. Indholdet på skærmene kan flyttes rundt på samme måde som med en iPhone.
Brugerinterfacet er spækket med animationer. Faktisk i en grad så nogle af journalisterne der prøvede telefonen ville ønske at det kunne slås fra. Det kan det så ikke.
Fysiske knapper på telefonen vil være: “Tilbage”, “Start” og “Søg”. Søgeknappen giver også adgang til stemmestyret søgning.
Kilde: MobileCrunch
[Update: Microsoft har udgivet en video hvor de gennemgår det nye styresystem. Sæt 22 minutter og 18 sekunder af til den oplevelse.]
Læs også
Kommentarer er lukket.

